Den behagelige vej gennem livet


Forfatter Ambjørn Happy
Forleden stod jeg i udkanten af en skov, i min sjæls indre landskaber. Solen havde påbegyndt sit langsomme fald ned mod nattens mørke, men den oplyste endnu bjergtoppene i det fjerne. De sidste dråber af dagens lys var i færd med at sive ned fra træernes blade og grene, rundt om mig begyndte træstammer og grenene at miste deres farver, og fra selve skovbunden steg en uigennemsigtig stilhed opad. Inden længe ville det blive umuligt for mig at finde vej, så jeg besluttede mig for at overnatte i en lysning. Med beslutsomme bevægelser samlede jeg græs sammen og lavede et leje. Derefter rodede jeg rundt mellem træerne på jagt efter nedfaldne grene, som jeg kunne lave bål med. Jeg fik samlet temmelig meget brænde, faktisk tre store favnfulde, så jeg forventede at have ildens selskab indtil morgenen. Jeg frygter ikke mørket, jeg føler mig tryg når jeg sover, men havde jeg anet hvad der ville ske denne nat, så var jeg måske blevet urolig. Med hjælp fra et par tændstikker fik jeg antændt bålet.

Jeg sad og beundrede ildens orange slørdans, og tænkte at enhver ild fortjener at have et mørkt scenetæppe som baggrund, fordi da ser man endnu tydeligere flammernes skønhed. Og jeg tænkte at også vi menneskers strålende skønhed nemmest betragtes når omgivelserne er intenst nærværende. Alle fortjener at blive betragtet med vandringsmandens blide øjne, med det blik han har når han sidder ved sit bål, fordi da oplever han træets mirakuløse forvandling til lys og varme. At kigge ind i et bål, det giver vandringsmanden ydmyghed i hjertet, ro i sjælen. Nå, nu skal jeg ikke gå for hurtigt frem i min historie, men fortælle det i den rækkefølge, som det indtraf.

Den samme morgen havde jeg forladt min landsby. Ingen sagde farvel, kun den grimme køter som mangler det ene øre. Når jeg ser den hund, så kan jeg ikke lade være med at føle mig forbundet til den. Det er en mindre hund med en temmelig kompakt krop, den har lange ben synes jeg, pelsen er korthåret og sort. Tre af poterne er hvide, og det er også brystkassen. Ingen ejer hunden, og børnene kaster sten efter den når de keder sig i flok. Jeg har lagt mærke til at børnene aldrig jager den, når de er på egen hånd, kun i flok. Det giver mig grund til at mene, at mennesker er farlige i flok. Som du kan forstå, kalder vi dyret for enøre. Det er en speciel hund, fordi han har et alvorligt blik i sit slanke ansigt, et intenst blik, som om han ikke er en hund, men et menneske som en troldmand har kastet ned i dyrenes rige. De gamle kvinder siger han har onde øjne, og de bliver bange når han står ved indgangen til deres hytter og kigger på dem. Nogle af kvinderne giver ham et ben eller en brødskorpe for i hemmelighed at stå sig godt med det onde, men de fleste kaster med sten. Man skal ramme ham 3 gange, før han løber væk.

Jeg satte mig på hug foran enøre, lod ham komme hen til mig. Jeg klappede ham, trak nænsomt hans muskuløse krop ind mod mig, og så nussede jeg hans ører. Jeg må ikke holde hårdt fast i ham, fordi så bliver han bange og slider sig fri med en kraftig snerren. Gennem tiden er han blevet tryg ved mig, jeg er den eneste i landsbyen der får lov til at klappe ham. Måske også den eneste der har lyst. Jeg synes det er rart at mærke hundens pels og dens muskler. Der er stille i landsbyen, end ikke køerne er begyndt at brøle for at blive malket. Solen varmer os, mens vi er tæt på hinanden. Han kan lide at få nulret spidsen af det tilbageværende venstre øre. Der hvor det højre øre sad engang er der en ujævn krans af arvæv. Når jeg masserer det gamle ar, lægger han gerne sit hoved i mit skød og lukker øjnene, og fra struben kan jeg høre lyde som fortæller mig at han nyder min berøring. Sådan var det ikke altid. Da jeg ankom til landsbyen led han af betændelse i såret som ikke ville hele, men jeg vidste at der er en plante hvis blade virker helbredende på gamle sår. Den er giftig, men ikke farlig. Man plukker de øverste blade i planten, de som endnu er lysegrønne, og kværner dem mellem to sten. Det er godt hvis man tilsætter lidt dyrefedt, fordi så får man en tyk salve til at smøre på såret. Denne morgen kunne jeg kramme ham temmelig hårdt, uden at det gjorde ham bange. Som om han vidste at jeg måtte væk.

Efter en tid rejste jeg mig, han slikkede min hånd et par gange til afsked, og så gik jeg op ad skråningen for at stikke genvej om til vejen mod nord. Da jeg nåede toppen af den lille bakke, vendte jeg mig og vinkede uvilkårligt til hunden som havde siddet og kigget efter mig. Der var begyndt at stige røg op fra et par af hytterne, og en enkelt ko brølede som de altid gør om morgenen. Her havde jeg levet uden ret mange glæder. Folk siger bag min ryg, at mine øjne er lige så onde som hundens, men de kommer alligevel humpende og haltende for at blive helbredt af mine urter. Jeg kan mærke de er bange for mig, kun døden frygter de endnu mere.

Mit hjerte har blødt ved tanken om at disse vidunderlige mennesker skræmmes når jeg taler, de spænder i musklerne når jeg smører salve på deres sår, ja faktisk behøver jeg kun se på dem for at de bliver bange. Sådan har det altid været. Jeg har siddet på hug over vandspejlet i en vandpyt og betragtet de øjne, som gør folk så bange. De er lysende blå, omgivet af de dybe rynker mit livs hverdage har trukket gennem min tykke hud. På mit ansigt kan jeg de følelser som jeg indeholder, jeg kan min sorg, min ensomhed. Men mest tydeligt er det at se mit hjertes kærlighed, jeg kan se at jeg ønsker det gode for alle mennesker. Efter nogen tid er jeg tvunget til at slå øjnene væk, jeg kan ikke udholde at se mig selv så klart.

Hele formiddagen går ad vejen som fører i retning mod bjergene i horisonten. Bag mig har jeg har efterladt min hytte med åben dør. Jeg har sat kogekarret udenfor, sammen med koppen og mit bestik. Sådan viser jeg at hytten frit kan overtages af en anden, jeg har ikke tænkt mig at vende tilbage nogensinde. Men en ting er at forlade sin hjemby, sorgen og ensomheden sidder i mit kød, så min smerte bærer jeg med mig og den gør min vandring tung. Pludselig mærker jeg hunden ved min side. Vores øjne mødes, jeg kan ikke undgå at smile og det forekommer mig at også enøres læber kruses i noget der ligner et smil. Jeg bøjede mig og gav den et venskabeligt klap på siden af kroppen.

Pludselig træder stjernerne frem på himlen, solen er nu helt forsvundet for at oplyse dagen i fremmede lande langt borte. Bålet er svundet ind til en samling ulmende gløder. Jeg lægger nogle stykker træ henover gløderne, lægger mig ned på mit leje. Jeg kan mærke hunden tøver, men så lægger den sig forsigtigt ved siden af mig, ruller sig sammen og sukker dybt. Jeg strækker en hånd ud og klapper den godnat. Det er rart at mærke den er i nærheden af mig. Det sovende åndedræt hos et andet væsen gør mig rolig.

Bålet var ved at slukkes, da jeg tidligt om morgenen hørte ham sætte sig. Jeg var lysvågen på et øjeblik, løftede overkroppen så jeg støttede på den ene albue. Uden at mæle et ord havde han lagt noget træ på bålet, og snart efter kunne jeg i skæret fra de voksende flammer se konturerne i hans ansigt. Det var en ældre mand. Hans skæg var langt og gråt, han havde en stor frakke på, og oven på hovedet sad en rund hat. Det undrede mig at hunden sov så fredeligt.
"Din rejse er lige begyndt. Du vil om til den anden side af bjergene, kan jeg se. Det er en lang vej", sagde den gamle. Hans stemme kom flydende som den største af floderne, den var meget blid, dyb. Et øjeblik overvejede jeg om manden var farlig, men hvis han var, så havde han vel dræbt mig mens jeg sov.
"Hvem er du?"
"Jeg er ham der viser vej gennem skoven. Hvis du er træt kan du sove et par timer, inden vi tager afsted. Vær ikke bekymret. Din hund og jeg er gamle venner, den ved at jeg ikke vil gøre dig noget ondt".
Jeg kiggede ned på enøre. Den smaskede i søvne, trak vejret dybt. Så lagde den sig bedre til rette ind mod min krop, sukkede og faldt til ro.

Nogle timer senere vågnede jeg vel udhvilet. Jeg kiggede lige op i den blå himmel. Skoven genlød af kvidren og fløjten fra sangfugle. Pludselig huskede jeg den gamle og satte mig op med et sæt. Han sad på samme sted ved bålet som nu var slukket. Nattens lys og varme efterlod sig ikke andet end grå aske.
"God morgen", sagde han venligt. For første gang fik jeg et nærmere syn af hans ansigt. Øjnene var lysende gråblå, det har du sandsynligvis gættet, og jeg kunne se den dybe sorg som trak vejret gennem hans lunger. Med det samme vidste jeg, at han og jeg var forbundet til en fælles kilde, at han og jeg var en slags brødre.
"Det er rart at se dig", sagde han. Jeg nikkede. Selvom jeg kunne mærke mine øjne blev fugtige, tog jeg ikke blikket væk fra ham. Han måtte gerne se, hvad jeg føler.
"Det er rart at blive set", svarede jeg efter en tid. Hunden kom løbende og stak snuden ind i mit ansigt, den slikkede min hage og min mund fordi den var glad for at se mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine, jeg greb fat i den og tumlede lidt med den. Sådan havde vi aldrig leget før, hunden og jeg. Den gamles ansigt var mildt. Selvom ansigtet var furet med dybe rynker, udstrålede ansigtet samme finhed og klarhed som morgenens solstråler. Jeg kunne se at han glædede sig over hundens legesyge humør.

En vild skov har stier som gør det nemt for vandringsmanden at komme frem, men det kræver et trænet øje at se dem. Den gamle var øjensynligt fuldt fortrolig med skoven. Uden tøven holdt han et jævnt tempo, og skiftede kurs næsten for hvert skridt. Jeg forsøgte at holde mig tæt på ham, men hele tiden fik jeg viklet mig ind i ranker og krat som greb fat i mit tøj, eller også var jeg ved at falde over mine egne ben fordi skovbunden er ujævn. Hunden derimod, den strejfede frem og tilbage med lette fjed. Som timerne gik, var mit tøj efterhånden gennemblødt af sved. Jeg var udmattet helt ind til knoglerne. Som om den gamle kunne læse mine tanker, foreslog han at vi holdt en pause.

"Er du træt?"
Jeg nikkede. Bjergene så ud til at være uendeligt langt borte, jeg sukkede opgivende.
"Jeg har lagt mærke til at du holder dig tæt på mig. Hvorfor gør du det?"
"Hvis ikke jeg gik i dine spor, så kommer jeg aldrig helskindet gennem denne her skov. Du kender skoven bedre end jeg".
Den gamle nikkede. Han så ud som om det morede ham at høre min forklaring. Han greb fat i nogle blade og stoppede dem i munden, tykkede dem og sank. "Så, nu er skoven igen forandret. Skoven er ligesom livet selv, ingen mand kan gå gennem den samme skov to gange. Derfor kan jeg sige at jeg aldrig har været i denne skov tidligere, jeg kender den ikke bedre end dig. Hver morgen når vi vågner, er skoven forandret". "Men du kan se hvorhenne du skal sætte dine fødder", forsøgte jeg.
"Nej det kan jeg ikke. Kast et blik på hunden".
Vi kiggede på enøre som luntede omkring og snuste til al muligt med næsen nede i skovbunden. Den bevægede sig frit uden at se op.
"Kigger hunden efter hvor den skal sætte sine poter? Nej, det er kun mennesker som tænker og bekymrer sig for at finde vej gennem skoven, og når man gør det, så sidder man hele tiden fast."
Jeg indså at han havde ret.
"Mennesker forsøger at gå i lige linier gennem skoven, eller de forsøger at gå i andres fodspor, begge dele er upraktisk. Der er kun én nem sti gennem skoven - det er den sti du følger når hele dit væsen er opmærksomt og nærværende. Når du er nærværende i skoven, så finder dine fødder selv stien. Selv hvor afslappet hunden er. Den er for dum til at tænke at det er svært at gå gennem en vild skov, så den finder sin sti uden at bekymre sig".
Den gamle kiggede med kærlighed på hunden som var standset op og betragtede os.
"Eller også er den for klog", tilføjede han og smilede.

De følgende timer øvede jeg mig i kunsten at gå som hunden gennem skoven. Jeg begyndte at lægge mærke til duftene, og jeg beundrede de planter der sætter store, røde blomster i skovbunden. Ind imellem lod jeg mine hænder glide gennem blade, greb fat i træernes bark, følte buskenes ranker. Tidligere på dagen havde jeg haft mit blik rettet fast fokuseret 5-10 meter foran mig, mens min hjerne forsøgte at guide mig den bedste vej hen til målet. Nu spekulerede jeg ikke længere på hvor jeg skulle hen. Som hunden oplevede jeg det sted, hvor jeg er lige nu, og så lod jeg mine fødder om at bringe mig fremad. Det viste sig at mine fødder var fænomenalt dygtige til at finde vej gennem den vilde skov.

Sidst på eftermiddagen kom vi fri af skoven og trådte ud på en slette. Foran os rejste bjergene sig helt på til skyerne. Der var sne på toppen. Jeg indså at det ville kræve alle mine kræfter at overleve bjergbestigningen. Luften ville være tynd på toppen af bjergene, så hvert skridt ville føles vældigt anstrengende, og måske vi var uheldige at blive fanget af en snestorm som ville fryse varmen ud af vores kroppe. Jeg faldt i staver ved udsigten til de strabadser vi skulle igennem for at komme om på den anden side af bjergene.

Pludselig opdagede jeg at den gamle og hunden var begyndt at trave ud over sletten, men de gik ikke frem mod det nærmeste bjerg. Jeg halsede efter dem. Da jeg fik indhentet dem, spurgte jeg forsigtigt om vores kurs var den rette vej. Det forekom mig at vi ville komme til at gå et langt stykke langs med bjergene.
"Du kender måske et sted hvor det er nemmere at komme over bjergene?".
Den gamle rystede på hovedet.
"Det er næsten lige meget hvorhenne man går over bjerget, det er i alle tilfælde anstrengende. Du må vælge. Peg der hvor du mener vi skal gå over bjergene".

Vi standsede og jeg betragtede bjergene foran os. Bjerget i midten var ikke så højt som de andre, så det pegede jeg på. Spændt kiggede jeg på den gamle for at se, om han bifaldt mit valg. Det gjorde han.
"Ja, hvis vi kan vælge, så skal vi gå over der hvor bjerget er lavest". Der var ros i hans stemme, og jeg rettede uvilkårligt ryggen. "Vi ses på den anden side", sagde han og vendte ryggen til mig. Uden tøven fortsatte han sin kurs sammen med hunden. Igen måtte jeg halvløbe for at indhente ham.
"Skal jeg gå alene?", spurgte jeg bekymret.
"Ja, jeg er gammel. Da jeg var ung var jeg lige som dig tiltrukket af at besejre bjergets top. Nu vælger jeg den lette løsning. Intet bjerg i verden er så højt, at man ikke kan besejret det ved at gå rundt om det".

Solen stod på en sådan måde at jeg fangede et glimt i den gamles øjne, og så begyndte jeg at le højt. Hunden blev ellevild og hoppede op ned, sommeren var på én gang ganske vidunderlig, og netop i det sekund åbnede mit hjerte sig i alle retninger. Spruttende af latter stak jeg af med hunden i hælene. Jeg spurtede rundt i cirkler på den grønne slette, løb omkap med hunden. Med mellemrum indhentede enøre mig og vi rullede rundt i græsset, slåssede for sjov sådan som hunde elsker at gøre det. Det alvorlige udtryk i hundens øjne var helt forsvundet. Selv lettet for en tung byrde, kom jeg på benene. Den gamle kunne jeg ikke se nogen steder, han var som sunket i jorden. Men så fik jeg øje på ham, da han rejste sig bag en busk. Vi løb over til ham. Det viste sig at det var en busk med røde bær, som han havde siddet på hug og plukket fra. Bærrene havde farvet hans læber røde.
"Spis", sagde han. "Så går vi rundt om bjerget når du er blevet mæt".
Fra en pose der var fæstnet på indersiden af frakken tog han et stykke tørret kød frem og gav det til hunden.

Sådan lærte jeg at gå hundens nemme vej gennem livets skov, og gå den gamles lette vej rundt om livets højeste bjerge.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland