Elskov på stranden


Forfatter Ambjørn Happy
"De kalder os kaninerne", sagde Freyja bestyrtet.
"Hvordan det?"
"Åbenbart har de kunnet høre os om natten i de andre telte! Det er så pinligt!"
Jeg griner og smiler til hende.
"Du er min lille bunny!". Jeg griber om hendes krop. Kysser hende på halsen og kærtegner hendes baller. Hun putter sig ind til mig. Jeg kærtegner hendes krops sider og kærtegner det yderste af hendes bryster. River hende i håret og holder hende hårdt fast i min favn.

Siden jeg mødte Freyja har jeg tabt mit sprog, og vundet min glæde ved at leve. Mine ord var som en kappe af is omkring min person, og lyset fra mig strålede farvefyldt ud gennem de glitrende iskrystaller. Jeg var stolt af min evne til at beskrive følelser og stemninger, tanker og visioner. Mine historier var både dramatiske og indfølende. Jeg var kunstner. Historiefortæller. Nu har ordene forladt mig som utilfredse råger, lettende med et skrig der frustreret gentages med hvert vingeslag ud over markerne.

Om jeg havde fejl? Mange. For eksempel kan jeg ikke døje mennesker. Der er for mange af dem, og de er ubehagelige at være i nærheden af. Derfor var jeg rejst til Nordsjælland for at være en uge på terapilejr. Sommeren blæste henover træerne omkring den store naturgrund, hvor 50 mennesker samledes. Pludselige strejf af solskin fik blå teltdug til at gløde, og rynkerne i den gamle terapeuts ansigt fik dybe skygger. Jeg nåede at sætte mit tomandstelt op, inden det første regnskyl plaskede ned gennem birketræernes grene og efterlod buske og græs dryppende vådt. Vi sprang i ly i terapeutens store hus.

Livet selv er den bedste terapi, så derfor var sommerlejren bygget op omkring samtaler, madlavning, træklatring, gocarts og masser af øl og vin. Huset var beskidt, fordi sådan er livet bedst tilpas. Hvis planter kunne tale, ville ingen af dem frivilligt vælge urtepotten i vindueskarmen. De ville blive trætte af at glo på personen, som ustandseligt vimsede rundt i stuen og tørrede støv af.

For at livet kan udfolde sig, må vi slippe kontrollen. Terapeuten var grov og beskidt i munden. Badeværelserne havde mudder på gulvene, der var sand på køkkenbordene. Alle vegne tomme dåser og mere jord. En fortrinlig atmosfære for at livet kan spire frem i mennesket og tage kontrol over sit skaberværk. Vi åd klumper af kød og ovnstegte kartofler. Vegetaren fik en fisk.

På andendagen kom der flere deltagere til terapikurset. En ung kvinde med vidunderlige bryster, sort hår og gnistrende øjne kom slæbende på en kæmpe taske. Jeg trådte til side, så hun kunne komme forbi og tage trappen ovenpå til det fælles soverum for de, der ikke brød sig om at ligge i telt.
"Hej, jeg hedder Freyja!"
"Ambjørn".
Her i livet er en skæbne hurtigt beseglet.
"Hej Ambjørn! Rart at se dig!"

En krigskorrespondent til bingo i forsamlingshuset i Vestjylland. Det er mit problem. Man samler jo et vist antal ord i sin hoved, for at male virkeligheden på sine skriftlige lærreder af papir. Kan udråbet "bingo" sammenlignes med et granatnedslag? Og hvad med den gamle kvinde med permanentet hår og blussende røde kinder? Er hun en oprører i Vestjylland, der netop har afleveret et knusende slag mod fjenden, som i Velling er kedsomheden, med sit drønende bingo-råb, der triumferende gjalder mellem kaffekopper og ostemadder og vægge beklædt med fyretræ og gulve af linoleum.

Mine ord har ikke været i krig, men de har været i ensomhed og modgang. De har haft drømme og forhåbninger, skuffelser og nederlag. Et træ fyldt med sorte, nedbøjede råger. For mange af dem, og for tungt.

Freyja tændte en cigaret og kiggede mig i øjnene. Jeg kan lide hendes læber og de markerede øjenbryn. Hun ser folk an. Udfordrende og frækt. "Er du til noget", siger hendes ansigt med latter og godt humør.
"Ambjørn, hvordan har du det med venskaber? Kan du finde ud af at være venner med en kvinde?"
Hun og andre omkring bordet har haft gang i en debat efter maden omkring det at være kvinde, og være ven med en mand. Der var nogle som sagde, at det kan godt fungere, og at det kan være rart bare at være venner.
"Øh, jeg har bollet alle mine kvindelige venner. Det lyder fint at have venskab uden sex, men jeg har bare altid bollet mine venner. Jeg tror måske det er noget jeg skal overveje at holde op med".
Freyja sprutter af grin. Jeg synes bare det er lidt pinligt. Det må være muligt at snakke med en kvinde, uden at visualisere min fryd i hendes mund.

Senere på natten drikker vi rødvin og snakker. Freyja er vildt inspirerende, og meget intelligent. Jeg føler mig godt tilpas i hendes selskab, men stadigvæk falder det naturligt for mig at forestille mig Freyja på ryggen, nøgen og med en hæs stemme hviskende mig om mere.
"Jeg vil gerne sove sammen med dig", siger jeg til hende. "Som venner", tilføjer jeg fromt.
Freyja nikker.
Nede i mit telt kan vi ikke holde fingrene fra hinanden. Vores stemmer bliver hæse og liderlige. Jeg kan ikke finde ud af at være ven med en kvinde, men måske kan jeg lære det?

Heldigvis er Danmark et lille land. Selvom vi bor langt fra hinanden, er det overkommeligt at tage toget og mødes. Vi mødes på et hotel i Vojens. Snakker, griner, pjatter, spiser, drikker, ryger og boller. Vi mødes hos hende i København. Opskriften er den samme. Vi kan godt lide at spise hinanden til frokost og til natmad.

Sommeren var slut, men en dyne af varm natteluft hang stadig over byen.
"Vil du med ud og bade?" Freyjas øjne glimtede skælmsk.
"Ja", svarede jeg og lod mit hoved boltre sig i billeder af hende og jeg i elskov på stranden.
Vi stak ned ad trapperne til perronen, og hoppede ind i S-toget nordpå.

Natten trækker ind over København, og op langs kysten nordpå. Vi ankommer til stationen, og går op ad trapperne. Heroppe ligger skoven, og ude til højre ligger stranden og Øresund. Vi holder i hånd. På stranden går vi ud på en badebro og lægger tøjet. Aldrig har jeg oplevet noget der var så koldt. Fantastisk! Vi svømmer lidt frem og tilbage i halvmørket. Står i vandet og holder om hinanden. Så stiger vi op. Holder om hinanden yderst på badebroen. Jeg drejer hende og trykker hendes overkrop nedad, så hun kan holde fast i gelænderet. Min fryd har rejst sig. Jeg spreder hendes ben og møder hendes nydelse bagfra. Hun stønner ud over det klukkende vand og den øde strand.

"Hvor er det frækt Ambjørn! Jeg kan virkelig lide at blive taget af dig!"
Jeg sidder på hug, kysser hendes venusbjerg, slikker læberne og lader tungespidsen adskille bladene i hendes rose.
"Åh ja, Ambjørn, mere", hvisker hun hæst. Jeg slikker hende indtil hendes krop spænder bagover og hun stønner sin orgasme udover Øresund.

"Kom med". Hun trækker mig med ind på stranden, hvor vi lægger os tæt på vandet. Det er halvmørkt. Jeg ser en person komme vandrende oppe ved omklædningskabinerne. En mand, ser det ud til. Freyja kysser mig inderligt. Jeg kan se ud ad øjenkrogen, at manden pludselig trækker ind bag en trævæg. Hans hoved titter frem. Trækker sig tilbage igen.
"Jeg tror der er en mand deroppe", hvisker jeg til Freyja. Hun kysser mig inderligt og tager fat om min fryd. Gør den levende. Så bøjer hun sig ned til mit underliv og kysser. Det føles fantastisk. Fyren i baggrunden står nu og kigger uhæmmet på os.

Pludselig går manden forbi os, splitternøjen på vej ned til havet for at bade. Han gloer på min fryd i Freyjas mund, så jeg bliver genert, men så er han forbi og går ud på badebroen. Snart kan vi høre han svømmer i havet. Freyja giver kærlighed til min fryd. Så går han forbi os igen. Oppe ved omklædningsrummene sætter han sig ned, tænder en cigaret og gløder i mørket når han suger luften ind. Jeg rejser mig op på stranden.

"Åh, Freyja!"
Freyja griner. Slikker sig om munden.
"Jeg elsker din smag. Du smager så godt Ambjørn!"
Jeg kysser hende. Slikker hendes kind. Slikker hende på halsen. Freyja griner lykkeligt.

Bagefter kigger vi op i himlens stjerner.
"Jeg kan mærke Gud", siger Freyja.
Jeg elsker hende.

Freyja er 26. Jeg er 45. Mine rågende ord forlader mig forarget. Ingen af mine ord kan finde mening i så stor en aldersforskel.

Så nu sidder jeg her i toget og har netop forladt Freyja igen. Stålhjul skingrer mod skinnerne, vognen vugger og ryster i det vandrette styrt henover Danmark. København er allerede 100 kilometer bag mig, og det sidste jeg så af Freyja var at hun stod på perronen og tørrede små tårer bort fra sine øjenkroge. Jeg føler hun stadigvæk er hos mig, men når jeg drejer hovedet er det en fremmed kvinde der sidder ved siden af mig. Hendes kæreste synes hun er pæn - han sidder overfor mig - men jeg synes hun er grim, fordi hun ikke er Freyja. Jeg føler Freyjas nærvær i min sjæl, men når jeg kigger mig omkring i toget, ser jeg hende ingen steder. Tårer pibler frem i mine øjne. Mændene i togvognen ser diskret på mig med medfølelse. De kender den følelse. At rejse bort fra sin elskede kvinde. At blive strukket i langdrag, udspændt mellem Freyja i København og Freyja i mit hjerte. Savnet vokser for hver meter toget trækker elastikken. En syngende smerte i min sjæl. Savn og længsel. Freyja, jeg savner dig.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland