Kategoriarkiv: 1 Menneskets Land

Når tyven banker på døren, lukker du så op?

© Ambjørn Happy
Det var den jul hvor jeg troede katten var død, familien var optaget af et andet arrangement, og mine venner var ikke hjemme eller noget. Jeg sad alene juleaften. Spiste et par ænder. Drak en tønde rødvin. Gik i seng tidligt. Pludselig 22:30 bliver jeg vækket af en indtrængende banken på døren. Læs videre Når tyven banker på døren, lukker du så op?

Pigen som elskede lammekølle og ovnstegte grøntsager

© Ambjørn Happy
Græsset havde skåret hendes fødder. Hun bemærkede en sviende smerte, særligt i det sarte kød i føddernes svang. Men så nåede hun den sidste klit og standsede op på kanten. Langt under hende lå sandstranden, som havet dovent rullede ind mod. Og derude stod solen i sin eftermiddags flimrende stråleglans. Et øjeblik lukkede hun øjnene for bedre at sanse stranden. I det øjeblik blev alt tomt inde i hende. Erindringer om rædsel og sorg blev grebet af havvinden og ført langt ind i landet bag hende. Livets ensomhed smeltede ved solens berøring af ansigtet. Så løb hun ned ad sandskråningen; den var så stejl at hun var ved at falde. Da hun var nået næsten ned, gav hun efter og rullede de sidste meter. Læs videre Pigen som elskede lammekølle og ovnstegte grøntsager

Marcels Zarafa

© Ambjørn Happy
Marcel havde en Zarafa. Anderledes kan jeg ikke skrive det. Når han havde våde drømme om natten, væltede han om på ryggen og dynen gled på gulvet, hvilket gjorde pigerne meget nysgerrige da han var ung. Hans Zarafa kunne ikke bære den vulgære betegnelse “kæmpepik”, fordi dertil var den alt for glat, blød og lyserød. Den var ikke noget lem, eller penis, dertil var dens glubende begær for voldsomt. Den var ikke “lille mister Joe”, og da slet ikke “sjoveren”. Læs videre Marcels Zarafa

Ginos jordbærhjerte

© Ambjørn Happy
Gino havde et jordbærhjerte, og det hjerte blev hans død. Han var født i en landsby udenfor Milano, søn af Carmine og Mita.
“Du er nobel allerede fra din fødsel”, sagde hans mor til ham og strøg ham over håret. Hendes ord var blide. Gino elskede at lytte til moderens stemme. Det var særligt hyggeligt om efteråret, når det blev mørkere og mere koldt, og de sad sammen foran ovnen om aftenen.
“Du er en mytisk sang, derfor kalder vi dig Gino. Den noble”, forklarede hun sønnen. Læs videre Ginos jordbærhjerte

Da den hjemløse mødte Troen og hans frække lillesøster

© Ambjørn
Troen har en sprælsk lillesøster. Jeg mødte ham forleden dag, Troen. Han stod med sit papskilt i regnvejret og hang med hovedet. Nogle af bogstaverne trak strimer ned ad det våde pap, men jeg kunne stadig læse teksten: “Dommedag er nær!” Det var længe siden han havde barberet sig, og der var hul i hans bukser. Læs videre Da den hjemløse mødte Troen og hans frække lillesøster